Af Marius Sørensen
My Vingren er journalist på det svenske antiracistiske magasin Expo. Hendes speciale er at infiltrere højreekstremistiske og fascistiske netværk online. Filmen Hacking Hate (2025) følger My, mens hun ved at kreere falske identiteter og Instagram-konti forsøger at afdække, hvem personerne, der bidrager til Sveriges voksende højreekstremistiske tendenser, er. Filmens primære plottråd er en slags detektivhistorie, der fokuserer på Mys jagt på én af hovedmændene – en mand ved navn Vincent – bag et fascistisk netværk, hun er kommet på sporet af.
Hacking Hates interessesfære er dog større end som så. Undervejs ser vi også My foretage interviews med talsmænd fra interesseorganisationer, der forsøger at bekæmpe had og diskrimination, og en forhenværende medarbejder hos Twitter (nu X), der sætter fokus på Donald Trump og Elon Musk problematiske overtagelse af platformen. Vi stifter også bekendtskab med en bizar svensk nazist-influencer, der går under navnet ”Golden One.”
Alt dette er filmens forsøg på at kommentere holistisk på den stigende grad af had online. Hacking Hate forsøger at gå en balancegang mellem den undersøgende historie om Vincent og det svenske netværk af ekstremister og et større perspektiv, der gerne vil fortælle os om digitalt hatespeech.
Om filmen formår at holde denne balance er i sidste ende ligegyldigt, for ingen af filmens dele er for alvor fyldestgørende eller tilfredsstillende. Afdækningen af Vincents identitet er en spændende proces, men der synes ikke at drages nogen anden konklusion end: ”Nå ja, den her slags mennesker findes.” Det vidste vi i forvejen.
Det samme kan siges om filmens pointer om had og ekstremisme. Det er et mere eller mindre gennemdiskuteret emne, og Hacking Hate bidrager ikke med meget nyt til samtalen. Kritik og eksponering af fascistiske trolde kan vi til gengæld aldrig få for meget af, så alene ved at eksistere er Hacking Hate ubetinget vigtig.
Det er også betryggende at vide, at mennesker som My eksisterer. Filmen kalder hende en slags virkelighedens Lisbeth Salander – hovedpersonen i Stieg Larssons Millennium-trilogi. I virkeligheden er det sikkert en meget passende sammenligning, ikke mindst i kraft af Mys arbejde for Expo, der i sin tid blev grundlagt af netop Stieg Larsson.
Det giver dog filmen et problem, idet publikum herefter sidder med en forventning om at se My i aktion. En forventning, der aldrig for alvor indfris. Vi ser hende skabe en opdigtet familie på Instagram, men det er også omfanget af, hvad filmen giver os. Det mindsker ikke filmens vigtighed, men det gør, at filmens underholdningsværdi falder betragteligt.
Hacking Hate sætter fokus på et vigtigt område, men det alene er ikke nok til at skabe en vellykket dokumentar. I sidste ende siger og afslører den for lidt, vi ikke har hørt før. Den ender desværre med at være en lettere banal affære.
Kommentarer